Bennys Blog

– om alt, der bevæger sig indenfor moderne femkamp

5-kamptræning, når man er 12 år eller yngre

Hvordan træner man 5-kamp når man er 12 år eller yngre? Det er nok et spørgsmål mange forældre stiller sig, og det er forståeligt, da det slet ikke er indlysende. Det ser jo umiddelbart noget kompliceret ud. Spørgsmålet er oftest, hvor meget eller lidt der skal til, hvad er det rigtige at gøre, og hvad der vil være passende? Jeg skal forsøge at række en hjælpende hånd her.

For det første er det vigtigt, at det unge menneske – lad os kalde ham Peter (skønt der er mange flere piger end drenge i gang for tiden) – selv er interesseret. Hvad vil det så sige, hvordan er man interesseret?

Jo, børn vil jo gerne prøve alle mulige ting i sport – og den drift skal være der,  Peter skal ha lyst til at prøve kræfter med en hel masse ting. Og optimalt kigger vi på en Peter der strutter af energi – der skal ske noget!

Svømmeklub

Hvis man er 12 år eller yngre, er det første forslag herfra, at man skal svømme i svømmeklub. I den alder lægger man grunden til god bevægelse i vandet på en temmelig ubevidst facon, og svømning i den alder er ukompliceret. Svømningen bliver altid en hæmsko for dem, der starter for sent.

Derudover er UKOMPLICERET kodeordet i denne alder. Peter skal ha sjov med det han laver. Der er på dette tidspunkt mange år til, at det virkelig bliver alvor, og vi skal passe på ikke at brænde al entusiasmen af i en for tidlig alder. Så vi leger!

Udover svømningen, som vi altid klart anbefaler som et ‘must’, skal man fokusere på at to discipliner mere gradvist kommer på.

Løb og skydning

Det mest nærliggende er at indlemme løb og skydning, da løb er – ja, ukompliceret – og igen skal det være på en måde, så man har sjov med det. Der er flere andre grunde til, at det er en god ide – se senere.

Derudover er skydning for de fleste spændende, hvis træneren formår at tilbyde det på en underholdende facon, med en passende portion alvor. Fordi vi nu skyder elektronisk, kan alle jo være med, når som helst og hvor som helst.

Hvornår er tre discipliner nok?

Femkampforbundet tilbyder konkurrencer i 3-kamp, og de er baseret på ens ‘egen’, dvs. ens favorit-disciplin. Dertil lægger vi så Combined Event, den kombinerede løbe-og skydedisciplin. Så, er man enten svømmer, rytter eller fægter, kan man uden videre deltage i 3-kamp konkurrencer.

Vi vil gradvist i 2013 få mere og mere struktur på 3-kampen og I vil se flere og flere konkurrencer komme, for det er her vi kan tilbyde underholdende og spændende konkurrencer på en – ja, ukompliceret måde.

Og så ….?

Ja, vi sniger jo naturligvis noget struktur ind i foretagenet hen ad vejen.  På et tidspunkt er Peter nødt til at forstå, at der er sammenhæng mellem indsats, fokus og så resultatet. Det er her femkampen er rigtig god.

Dels er der det helt konkrete, at der skal indsats til for at blive bedre. Det begynder vi at snakke om, når vi begynder at tage tid på og ’måle’ tingene. Og dels det, at man jo ikke er lige god til alle discipliner. Og det er specielt her der ligger bonus oplevelser: Man har som barn tendens til at være hæmmet af det man IKKE er god til, i det mindste når man snakker om, hvorfor det ikke lykkes så godt. Men i stedet vil det være relevant at skole tankegangen i retning af, at man kan præstere et præsentabelt K3K-resultat, på trods af svaghederne, fordi der er noget, man er bedre til, end dem man konkurrerer med.

Det er altså muligt at vinde, selvom man ikke er vinder i alle discipliner. Er man god til mange ting, kan man faktisk komme til at vinde i mangekamp, uden at vinde en eneste af enkelt-disciplinerne. Det er måske noget, man kan bruge mentalt i det daglige: Bredden i det man kan, kvaliteten ved den konstante indsats, vedholdenheden.

Hvor meget træning i denne unge alder?

Fokusér på svømning, da det er noget der skal læres tidligt. Der skal helst trænes svømning tre gange om ugen eller mere.
Det næste der skal fokuseres på er udvikling af god kondition, så der skal løbes – for sjov – regelmæssigt – så har vi to fysiske discipliner på plads. Løb gerne tre gange om ugen. Mindre udvikler ikke nok.

Leg med det i skoven, på bakker, på kondibaner i skoven etc., alt hvad I kan finde af afveksling er rigtig godt. Og hold lidt øje med kilometerantallet. Vi skal generelt nok gerne op på 15-20 km pr. uge i 12 års alderen, hvis det skal give noget. Men under alle omstændigheder er noget løb bedre end intet løb.

Og de tekniske discipliner så?

Er vi så heldige, at Peter allerede rider regelmæssigt, er det naturligvis rigtig godt. Generelt skal man nok ikke starte med at ride meget senere end 13-14 års alderen. Når man tager i betragtning, at der ikke rides i 5-kampens ungdomsklasser internationalt før man er 16 år, vil en start i 13-14 års alderen være acceptabelt i vores sammenhæng. Men vi er naturligvis vildt begejstrede når vi får ponyryttere der har redet siden de var 8 … ingen tvivl om det. Men man KAN altså klare sig med mindre i starten.

Og fægtning da?  Det helt afgørende er her efter min mening, at der er et ’miljø’ – det er meget afgørende, at der er en god atmosfære, for det driver det hele, og også her skal der leges. Samtidig får man lektion, men det  behøver man ikke at bekymre sig om, det klarer og styrer fægtemesteren helt suverænt.

Fægtning er teknisk og forståelsesmæssigt lidt krævende, men vi bruger det princip, at det drejer sig om at få indlært de rette reflekser, og hvis man sørger for det løbende (igen fægtemesterens suveræne opgave), er der meget fleksibilitet til leg og sjov.

Spørg…

Hvis ovenstående nu ikke helt løser det problem, du måske har, med både at gøre det ’rigtige’ og få tid til det hele, så kan du spørge mig – eller den der nu lokalt administrerer jeres træningssammenhæng – så skal jeg/vi forsøge at komme med konstruktive forslag. Så send en mail, hvis du synes, til belmann3@gmail.com

God fornøjelse!

 

Comments are closed.