De flittige fra Eliteprojektet har sikkert været en tur omkring min vintertræningsblog fra i fjor, da vi startede FemkampChallenge 2012-2016 op, og det er også en rigtig god ide. For der finder du basis for din vintertræning, som jo nu må siges at stå for døren.
Men nu da vi snakker Sæson 2 af Eliteprojektet, skal der alligevel skærpes, for vi skal jo videre.
Det der er det interessante nu er, at vi kender den enkeltes profil, vi ved om I er løbere eller svømmere, eller begge, og hvad I i øvrigt ’er’, og hvor jeres øjeblikkelige præstationsniveau og potentiale ligger. Og vi kender jeres historie mht. skader eller ikke, i forhold til hvad I har lavet. Så nu skal vi videre mod nye personlige rekorder og forbedrede præstationer, så vi skaber den bedste basis for at følge 4-års planen. Næste sæson bliver lidt alvorligere end den forgangne.
Hvad skete der det første år?
Træningens fysiske indvirkning
Det første år er bl.a. gået med at passe på jer mht. skader. Det har været vigtig læring for dem, der vejleder jer, fordi det lærer os, hvor meget vi kan presse jer fysisk og hvad der typisk sker med den enkelte, når vi går lidt for hurtigt frem.
Ny erfaring: Det at være femkæmper
Det første år er også der, hvor I har lært så utroligt meget, har arbejdet hårdt og vedholdende, er blevet kvalificerede i mange nye ting, og har levet som femkæmpere, med jer selv og jeres omgivelser, på godt og ondt.
Var det en succes eller ikke?
Det første år er der, hvor I har klaret at opnå point i alle discipliner, hvor I har deltaget i jeres første DM og har dystet på nordisk niveau, og derved har fået et indtryk af, ”hvor pointene ligger” i forhold til jeres eget niveau.
De kommende 6-9 måneder
Så hvad er virkeligheden nu mht. træningskapacitet og de kommende 6-9 måneder? Vi er lige startet på ’Periode 4’ i 4-års planen, konferér med denne for at se hvad det indebærer.
I befinder jer nu i en fase, hvor kroppen i vid udstrækning er vant til at træne meget og mange timer, og vi skal derfor bygge videre på det fundament. Vi skal skærpe og vi skal fokusere, og vi skal bringe alles forventninger ind i samme linje, så vi har en høj grad af enighed mht. hvad der skal ske.
Så hvad er det vi nu skal og kan for for at forbedre præstationen?
- Vi skal tage udgangspunkt i den enkeltes situation.
- Vi skal sætte realistisk mål for, hvor vi præstationsmæssigt skal være om 3, 6, og 9 måneder.
- Vi skal fokusere på svagheder (der skal forbedres) og styrker, der skal udnyttes.
- Endelig skal vi skærpe vores fokus på ’pointindsamlingen’ dvs. forholde os analytisk til den enkeltes virkelighed. Hvor er det jeg virkelig kan opnå ’pointforbedring’?
I klartekst betyder dette, at
- Vi sætter opnåelige – men ambitiøse – mål op for den enkelte, og
- Vi laver specielt programmer for skærpet fokus på svaghederne.
De af jer, der laver en aftale med mig, får et par timer en eftermiddag med træningssnak og planlægning. Men før vi begynder at snakke skal jeg have jeres træningsdagbog for de sidste 3 måneder tilsendt.
Så: Send jeres træningsrapportering for perioden 1.oktober til 1.november 2013 til mig snarest. Træningsdagbogen er en af basisbetingelserne for at være med i Eliteprojektet. Uden denne er man ikke med. På baggrund af træningsdagbogen kan jeg så sammensætte en plan for jeres videre udvikling.
Det er op til jer selv at få denne aftale med mig i stand, så begynd at forberede jer, så vi kan få snakket og planlagt stadig i november måned.
Benny